lørdag den 14. august 2010

Græskar / Cucurbita

På billedet her er det mit sensommerbillede af mine kæmpe-græskar (maxima). Og det er jo dejligt her, når så meget andet visner hen, at græskarene gladeligt spreder sig - og siger tak for pladsen.

Alle kan dyrke græskar - men det er slet ikke det der er det svære ved græskar. Græskar er en krævende plante, hvis man virkelig vil se løjer - den skal først og fremmest gro i solen, have masser af vand og næring (eller kompost) og du kan evt. også tilsætte kalk. I næsten alle havebøger anbefales det at gro den direkte ovenpå en kompost - det er naturligvis pga. det høje næringsindhold plus varmen i jorden. Græskar kommer fra sydamerika - og ser du på planten og de enorme grøntsager, kan du næsten forestille dig hvor meget varme og næring den skal bruge - det er en "grovæder" - og plantes den på et magert sted i skygge, får du et resultat derefter.

Som du kan se på mit billede (taget igår), er dette græskar på størrelse med en tennisbold, men det vokser hurtigt (ligeså de andre) og det vil ikke vare længe førend vægten fra græskaret, sammenholdt med den fugtige jord, vil gøre skade på græskaret. Derfor er det en god ide, at putte en flise, en plastikpose el. lign. støtte under græskaret.

NB: Græskar smager faktisk rigtig godt, det er en myte at de er kedelige - men bevæger man sig lidt væk fra de kedelige amerikanske pies og over i de franske græskaropskrifter, har man pludselig nogle rigtige gode retter - bon appetit!

0 kommentarer: