tirsdag den 14. september 2010

Tulipan / Tulipa "grand perfection"

Det er nu de skal lægges (sep-okt), hvis man
vil mødes med et sådan syn i foråret!
Og da det nu er september fortsætter vi med løgene lidt endnu, for de skal jo lægges nu. Og det er faktisk en vigtig ting at huske på, at selvom man måske er lidt havetræt nu - vil man til efteråret hungre efter forår og sommer og så er det virkelig ærgerligt ikke at have lagt sine løg i efteråret. Løgvæksterne er på vores breddegrader de første blomster vi har i haverne og kommer måneder før de fleste stauder, så der er virkelig god grund til at få nogle løg i jorden.

I foråret går vi jo ofte og arbejder i haven, ligesom man ikke sjældent kan snige sig ud på en solrig dag - og så vil man ligeså være glad for at haven ikke ligger komplet brak, men at der faktisk er nogle blomster. Og blomster er der! for forårsblomsterne er ikke nærige med farverne - og en af de måske allermest gavmilde er tulipanen. Tulipaner er den ubestridte stjerne i bedet i forårsmånederne, ja krokus er da også flotte og vibeæg specielle, men ingen kan som tulipaner lyse haven op i de mest fantastiske farver!

I min have har jeg lagt ovenstående sort - nemlig grand perfection og det jeg godt kan lide ved den er farvespillet - helt gule tulipaner syntes jeg ofte er lidt for tæt på påskeliljerne og bordeaux går nogen gange i et med havens mørke toner i foråret.  Jeg har også andre bl.a. triumfator, men dem kommer jeg ind på i et andet indlæg ;-)

Nå, så skal vi til det det også handler om - noget fakta om disse tulipaner.

  • Familie: Liliaceae
  • Slægt: Tulipa
  • Art: Triumftulipan 
  • Sort: Grand perfection
  • Oprindelse: Tyrkiet (og tulipanløgenes historie er spændende, så det kan svare sig at læse mere om dette)
  • Plante: Høj opret stængel med et mindre antal bredbladede kødede blade ved basis. Højden er ca. 30-45 cm.
  • Blomst: Store enkle blomster (ca. 8-12 cm længde 5 cm. i bredder - cirkatal). Blomsten udmærker sig ved et at være hvid med lilla marmoreringer, der giver et spændende spraglet udtryk.
  • Jordforhold: Tulipaner kan lægges i flere jordforhold alt efter hvad man ønsker. Ønsker man blot sikker blomst på dette års løg, kan man lægge løget som man lyster - dog ca. 15 cm i dybden (gælder for alle tulipanløg). Ønsker man at tulipanen får så gode vilkår at den evt. deler sig med yngleløg, bør man lægge med god afstand (ca. 30 cm.), men samme dybde og i god muld, samt tilføre ben- og blodmel om foråret.
  • Type: I princippet flerårig, men hvis forholdene ikke er i orden, da kun et-årig.
  • Formering: Som mange andre løgvækster, sætter tulipanløg yngleløg - det betyder at små løg udvikles ved det oprindelige løg. Yngleløgene kan godt bruge et par år på at være kraftfulde nok til at sætte blomst (indtil da sætter de kun blade). Man kan med fordel grave løgene op og pudse dem af og sætte dem i ny og gerne bedre jord, det kan i nogen tilfælde øge sandsynligheden for at de vil skyde næste år. Tulipaner af sorten Grand perfection er sterile og kan ikke frøformeres.
Husk nu, har du spørgsmål til andre tulipansorter mv. må du endelig skrive eller lægge en kommentar. Der er så mange arter at det kan være svært at hitte rede i.

2 kommentarer:

visitsen sagde ...

Men hvad gør du for at sikre at løgene bliver i jorden helt til næste år?

Jeg spørger fordi at praktisk taget alle mine tulipanløg nåede at blive ædt af rådyr sidste vinter.

Der var rådyrsspor inde i haven da sneen lå høj og om foråret kom tulipanerne ikke op, fordi løgnene var blevet rådyrsfodder gennem vinterkulden,

Stig sagde ...

Hej visitsen ;-)

Jeps, planter der allerede er oppe over jorden kan man smøre med hjortetaksolie - som afskrækker rådyr. For løg mv. er der ingen magisk formel, dog spiser de ikke narcisser, kejserkrone, erantis, vintergækker mv. MEN tulipaner spiser de som du ved - gerne. Rådyr er jo store dyr, så i modsætning til insekter er der ingen "tricks". Du kan lægge noget trådnet over, lukke haven af mv. Altså fysiske barrierer. De gamle husråd om at hænge en tot menneske-hår op, blanke genstande mv. virker ikke (kilde: Skov- & Naturstyrelsen). Et godt råd for selve løgene er dog at grave dem de anbefalede 15 cm. ned - således at chancen for at rådyrene finder dem er mindre. Når de så har skudt, kan du prøve med hjortetaksolien...

(Jeg har ikke selv tabt tulipanløg endnu, men mine jordskokker var gravet op sidste forår - men det var et tab der var til at bære).

Mvh Stig